Donald Trump vandt en overraskende sikker sejr den 5. november. Det var der en række indenrigspolitiske grunde til, ikke mindst økonomien med en i lang tid høj inflation og en grænse mod syd til Mexico, der i Joe Bidens tid som præsident ikke havde været en grænse overhovedet. Disse forhold er umiddelbart af mindre betydning for os herhjemme, og jeg vi i stedet adressere, hvad Trumps anden præsidentperiode, der vil løbe i fire år fra den 20. januar 2025, kan have af betydning set fra et dansk synspunkt.
Som nationalt sindet kunne man godt være bekymret over en Trump ved magten, fordi han har udtrykt ønske om, at den af russerne påførte krig i Ukraine skal standses med det samme. Det kan betyde indrømmelser over for aggressoren, Rusland, og denne tvivl over for en amerikansk administration under Trump kan ikke bare affærdiges uden videre. Det andet kritikpunkt af Trump, som bør tages seriøst, er Trumps ofte bombastiske krav til de europæiske NATO-lande med trusler om at begrænse de amerikanske bidrag, ja sågar udtræden af det for Danmark siden 1949 afgørende sikkerhedspolitiske samarbejde.
Disse bekymringer skal tages alvorligt, men der er grund til at tro, at de ikke bliver virkelighed på en måde, der vil forringe Danmarks og Europas sikkerhed for alvor. Det vil de ikke, fordi man tværtimod kan hævde, at Trump er manden, der på rette tid og sted får rusket op i det gamle kontinent, der var henfalden i en slummer, som om al denne verdens ondskab kunne holdes stangen af løsthængende idealer om menneskerettigheder og et amerikansk militær, der til evig tid ville betale for både sin egen og vores sikkerhed.
Et sobert bud på de årlige forsvarsudgifter i Danmark fremover er 70-80 milliarder årligt imod de anæmiske 30 milliarder, der sådan ca. er blevet brugt i årevis, en stor del på demokratiprojekter i den tredje verden, dvs. til ingen verdens nytte. I fremtiden kommer Danmark til at bruge et sted mellem 2,5 og 3 pct. af det årligt BNP på forsvaret, og det vil være en virkeligt positiv udvikling. I Dansk Samling har vi altid stået for, at Danmark skal leve op til sine forpligtelser i NATO, og det kommer vi nu omsider til at gøre. Det var sket på et eller andet tidspunkt under alle omstændigheder, fordi historien nu engang tilsiger, at man ikke kan lade sit territorium henligge som et tomrum, uden at det får de alvorligste konsekvenser. Trump har dog skubbet gevaldigt på denne udvikling, og det skal vi sige ham tak for.
Om Ukraine nogensinde kommer med i NATO, er undertegnede personligt stærkt tvivlende overfor. Langt snarere bliver afslutningen (i denne omgang?) på krigen i Ukraine, at Rusland beholder kontrollen over Krim-halvøen og de østligste ukrainske provinser, mens det øvrige Ukraine fortsat vil være placeret på et af de utaknemligste steder på landkortet. Hvis man endelig skal se en fortsat krig for sig, fordi Ukraine modtager massiv våbenhjælp udefra, er det kun yderst rimeligt, at de europæiske lande sørger for det. Kuvøsen, som Europa har ligget i siden 1945, bør forlades snarere i går end i dag eller i morgen. Danmark og Europa skal stå på egne ben, på længere sigt om nødvendigt ved en europæisk militæralliance eller allerhelst for Danmarks vedkommende ved en nordisk alliance, der er atombevæbnet.
Danmark og Europa skal i gang igen efter 80 års sikkerhedspolitisk dvale. Vores opvågnen fra de skindøde vil i øvrigt også føre det positive med sig, at vi ikke længere vil efterabe dårlige vaner fra den anden side af Atlanten som woke og massekultur med laveste fællesnævner som mål.
Dette indlæg er skrevet af Morten Uhrskov Jensen, og blev oprindeligt bragt i Dansk Samlings nyhedsbrev 1. december 2024