Når statsministeren siger, at "grønlænderne selv bestemmer, hvorvidt de vil være selvstændige", så er det korrekt i den forstand, at det er Folketinget, der har givet det Grønlandske Selvstyre denne ret, men Selvstyreloven siger følgende herom:
- 21 Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.
Stk. 2. Træffes beslutning efter stk. 1, indledes der forhandlinger mellem regeringen og Selvstyret med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland.
Stk. 3. En aftale mellem Selvstyret og regeringen om gennemførelse af selvstændighed for Grønland skal indgås med samtykke fra Landstinget og skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Aftalen skal endvidere indgås med samtykke fra Folketinget.
Stk. 4. Selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland.
Det er altså i sidste ende Folketinget, der skal give sit samtykke til en aftale om Grønlandsk selvstændighed.
Jeg mener, at Selvstyreloven skal afskaffes og erstattes af en ny Grønlandslov, hvor følgende er ændret i forhold til den nuværende Selvstyrelov:
- Muligheden for selvstændighed fjernes
Grønland som regionskommune
Følgende yderligere ændringer foreslås:
- Øen Grønland inddeles i to områder.
- 1) Bygder og områder, hvor Grønlænderne bor og arbejder, bliver til en samlet regionskommune (f.eks. Region Grønland).
- 2) Resten bliver til en statsejet Naturpark Grønland.
- Region Grønland lovgiver og varetager i første omgang de opgaver, Selvstyret og Landstinget i dag varetager. Fremdeles kan Region Grønland og regeringen justere, om enkelte områder skal varetages af Region Grønland eller af Folketinget. Region Grønland får altså lovgivende beføjelser, i modsætning til Bornholms regionskommune.
Minedrift o.l. på Grønland
I en ny Grønlandslov vil følgende være ændret i forhold til den nuværende Selvstyrelov:
- Al minedrift o.l. udvinding af naturressourcer skal foretages af statsejede virksomheder, og overskuddet skal havne i statskassen - så eventuel minedrift o.l. kommer hele Danmark til gode, hvilket også vil være en forbedring i forhold til indtægter fra olie og gas i Nordsøen.
- Staten kan kun påbegynde minedrift o.l., hvis en folkeafstemning i Region Grønland godkender det. Således sikres borgerne mulighed for veto mod f.eks. et minedrift-projekt.
Amerikansk indflydelse på Grønland
Det er min vurdering, at Donald Trump og andre kræfter i Washington ikke nødvendigvis mener, at De Forenede Stater skal overtage ejerskabet med Grønland, men at den nuværende situation er uholdbar.
Donald Trump skrev på sit eget sociale medie Truth Social den 22. december 2024:
«For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende.»
Jeg vurderer, at amerikanerne med Donald Trump i spidsen mener:
- Russisk og kommunistkinesisk indflydelse på Grønland er uacceptabel.
- Grønlands selvstændighed er uacceptabel, fordi et selvstændigt Grønland ikke kan stå imod russisk og kommunistkinesisk pression/indflydelse.
- Grønland som en del af Danmark er acceptabelt, så længe Grønlandsk selvstændighed ikke er en mulighed, samt at Danmark styrker forsvaret og overvågningen af Arktis.
- De Forenede Stater ønsker militær tilstedeværelse på Grønland.
- De Forenede Stater ønsker adgang til mineraler o.l.
Jeg er enig i de fleste kritikpunkter ovenfor, bortset fra at amerikanerne naturligvis ikke skal tage hele fortjenesten på minedrift o.l.
De Forenede Stater har haft følgende baser på Grønland:
- Thule Air Base – i dag Pituffik Space Base - etableret i 1941 (oprindeligt som en civil værfts- og meteorologistation, officielt etableret som en amerikansk militærbase i 1951). Pituffik Space Base er USA's nordligste base og fungerer som en del af det amerikanske missilvarslingssystem og huser radaranlæg, som er en del af Ballistic Missile Early Warning System (BMEWS). I dag spiller basen en central rolle i global overvågning, rumforskning og forsvar.
- Bluie West Bases, etableret under Anden Verdenskrig (fra 1941 og frem). Disse baser blev oprettet som nødhavne, flyvepladser og forsyningsdepoter. De fleste af disse baser blev lukket efter krigen. Nogle af de vigtigste var:
- Bluie West One (en vigtig luftbase)
- Bluie West Eight (ved Søndre Strømfjord: Betjente fly, der krydsede Nordatlanten)
- Camp Century, etableret i 1959. Denne base var en eksperimentel militærbase bygget under isen og drevet af en atomreaktor. Dens formål var at teste muligheden for underjordiske militære installationer i Arktis og den var en del af det hemmelige Project Iceworm. Den blev lukket i 1967, da isens bevægelser gjorde det umuligt at fortsætte driften. Se video om Camp Century: https://youtu.be/EBeyA010HIg
- Diverse radarstationer. I løbet af den kolde krig oprettede USA flere mindre radarstationer og støttepunkter på Grønland som led i deres tidlige varslingssystemer (DEW Line – Distant Early Warning Line). Mange af disse stationer er i dag forladte.